Båltale i Måløv Naturpark. 23.6.2008

 

Først vil jeg sige tak til Måløv Bylaug, fordi de har givet mig det ærefulde hverv at holde årets båltale hér i Måløv - jeg har boet i Ballerup kommune langt det meste af mit liv, og de seneste 5 år hér i Måløv.

Da jeg skulle skrive båltalen begyndte jeg at se på, hvad det egentlig er vi fejrer på denne aften og svaret afhænger i høj grad af, hvem man spørger.

Kirken vil svare at vi fejrer Johannes Døberens fødselsdag, idet kirken mener, Johannes Døberen var et halvt år yngre end Jesus - og kirken har vel også haft en interesse i at overlappe de oprindelige hedenske fester overalt, hvor kirken er kommet frem.

Går man lidt tilbage i tiden ville befolkningen svare at midsommeraftenen var fyldt med magiske naturkræfter, som kunne være både gode og onde

      

       Orkesterleder Bjarne Rasmussen 

En gammel forhistorisk tradition var de såkaldte nødblus, der kunne holde onde ånder væk. Og formålet med vores bål var/er altså at skræmme onde ånder trolde og hekse væk.

Og spørger man f.eks. på Nationalmuseet, kommer der igen andre svar, som baserer sig på udgravninger, fund, forskning og ja, igen teorier. Men altså teorier som bunder i konkrete fund og udgravninger. 

Historikerne kan fortælle at der har været afholdt hedenske fester, når sommersolhverv – altså årets længste dag – skulle fejres overalt i norden. Solkulten har med sikkerhed været en af de vigtigste - så langt tilbage som i bronzealderen – for ca. 3000 år siden. Tænk bare på Solvognen, fundet i Odsherred - eller  de kultiske musikinstrumenter I hørte for et øjeblik siden blæse til samling hér ved bålet - bronzealderlurerne  .Nøjagtige  kopier af et sæt lurer, der blev fundet kun 10 - 15 km. herfra, nærmere bestemt ved Brudevælte Mose i Lynge. Hvis I kommer tættere på, vil I på pladerne, der ligner æbleskivepander, kunne se at fordybningerne i virkeligheden er sol symboler - 7 stk. på hver side. 

Der er rasleblik påsat, og små hamrer på pladerne har kunnet gøre lyd indtrykket endnu voldsommere og frygtindgydende, da man blæste signaler for 2000-3000 år siden - i en verden uden højtalere, og uden voldsommere lyde end de, naturen kan byde på.

Der blev fundet ikke mindre end 6 par lurer på den samme lokalitet, kun ca. 10 km herfra, så man kan sagtens forestille sig, at hér i vores smukke naturpark, har lydt lurblæsning fra bronzealder højene Jungshøj, eller Gershøj – som ligger lige hvor vi står, eller måske fra nogle af de andre bronzealderhøje, som vi ved har eksisteret, men er blevet pløjet væk eller sløjfet i tidens løb.

Søerne, vi kender fra Naturparken, er oprindeligt dannet efter istiden - langsomt blevet fyldt med materiale - endt som tørvegrave, der blev gravet ud i sidste århundrede, og nu reetablerede som søer.

Ligger som smukke perler på en snor, kan nydes i alt slags vejr, både sommer og vinter. 

Og spørger man igen andre - familien, f.eks., eller det nyforelskede par, hvad de ser i Sct. Hans aften er det nok den fælles oplevelse, sammen med mange andre, i forhåbentlig tørvejr, der er vigtigt.

Og det ER dejligt at stå med familie og venner og se på bålet, mens det lyser op mod en aftenhimmel, der endnu ikke er rigtig mørk. Og først bliver det hen mod midnat.

Det er nok heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget begejstret for Naturparken vi er omgivet af hér. Og ikke mindst det arbejde rigtigt mange Måløvborgere, sammen med kommunen, har lagt i planlægning, etablering og vedligeholdelse af denne lille oase.

Jeg går mange ture hernede, og møder også mange andre, der er ude og se området. Én gang mødte jeg en dame, der spurgte "om dette havde ligget her altid, for nu havde hun og hendes mand ellers boet her i 18 år, og det havde de aldrig oplevet". "Og nu skulle hun hjem efter manden, hive ham op af sofaen, så de kunne gå nogle ture sammen i dette dejlige område".

Derfor vil jeg opfordre jer alle sammen, når nu bålet er faldet lidt sammen, at gå en tur rundt i Parken. Måløv Bylaug har markeret en lille tur på 15-20 min. - med lys, så de der ikke har oplevet parken "by night" nu får mulighed for det. Man kan så samtidigt få lejlighed til at holde lidt i hånd.

Gå ned forbi den første sø, hvor fiskehejren, flagermus og ænder kan opleves. Eller aborren, skaller og gedde slår smut i vandoverfladen.

Gå videre langt fårefolden, hvor nattergalen kan høres, og gå ind ved Paddesøen, et fantastisk sted om aftenen, hele foråret - for der er et leben af diverse frøer i vandoverfladen, der kvækker om kap med hinanden - meget højt og vedholdende. Deres yngel har det fint så længe søen er uden fisk.

For et par uger siden, stod jeg ved Paddesøen, en teenagerpige med hund og mobil kommer forbi, og jeg hører teenagerpigen svare den hun talte med "ja, jeg tror det er nogle fugle, der larmer eller sådnt noget". Men det var altså frøerne, der havde virkeligt travlt med "kvækkeriet". Helt fortjent at kommunens miljøpris gik til denne lokalitet. Fortsæt igennem fårefolden op til toppen, med en flot udsigt både over Måløv, og hele parken. Gå videre ad stien, markeret med lys, og ned ved åen, hvor især nattergalen kan høres endnu. Nyd turen – nyd parken hele året – hold i hånd og nyd hinandens selskab. Fortsat god Skt. Hans Aften og rigtig god sommer.

  Se foto fra Sankthansaften 2008  -  tilbage til index