Måløv
Å
Så blev Ballerup kommune
færdig med at omlægge Måløv Å. Der er flyttet store mængder jord her i
efteråret. Området ned til Værebro Å er næsten ikke til at kende igen.
Gå selv en tur og se det flotte resultat.
Måløvforbindelsen
Nu bygges der på fuld kraft på Søndergård syd for
Måløv Station.Ballerup Kommune arbejder bl.a. med at skabe en god
sammenhæng: "Måløvforbindelsen" mellem Søndergård og den
øvrige del af Måløv. Realdania- fonden støtter ide forslaget der er på
vej, og måske kan vi også få støtte til anlægsudgifterne - hvis
ide forslaget bliver godt nok. Giv dit bidrag til debatten på en af de
opslagstavler Ballerup Kommune har sat op i JA Supermarked, Netto og på
biblioteket.
Måløv Bylaugs love er blevet
ændret
Ved årsmødet 2002 blev det
besluttet at ændre vore love, så enkeltmedlemmer med tilknytning til
Måløv Sogn kan optages efter ansøgning, selv om de ikke bor i sognet.
Desuden er nogle formuleringer
ændret for at gøre teksten mere entydig.
Måløv Bylaugs
præsentationsbrochure
Brochuren er til orientering og til
uddeling til interesserede. Flere kan fås ved henvendelse til formanden.
Bestyrelsen vil i år gøre en
særlig indsats for at hverve nye medlemmer. Det gælder blandt lokale
foreninger og de mange nye måløvborgere vi har fået og stadig får på
Østerhøj - og snart også på Søndergård.
Bevaringsværdige bygninger i
Måløv
Ballerup Kommune har i 1995-96
arbejdet med et såkaldt Bydelsatlas Måløv. En kortlægning af
bevaringsværdier i Måløv bymiljø og bygninger.
Bygninger der er bygget i perioden
frem til ca. 1960 er registreret og beskrevet, men på grund af andre ting
og sager er arbejdet midlertidigt stoppet.
Måløv Bylaug har indledt et
samarbejde, hvor vi bistår Ballerup Kommune med at få dette spændende
værk gjort færdigt. Det første område vi ser på er
"landsbyen", den gamle del af byen hvor 16 bygninger er
registreret.
Vi opfordre hermed alle interesserede
til at melde sig til arbejdsgruppen om bevaringsværdige bygninger i
Måløv. Det første møde holdes:
Mandag den 13. januar 2003 kl. 19.30
på Brydegården.
Nyt Kultur- og Fritidscenter i
Måløv Idrætspark
Den 2. oktober var der rejsegilde i
Måløv Idrætspark. Byggeriet er foran tidsplanen, og den nye hal kan efter
planen tages i brug til foråret 2003.
Postnummer 2760 i hele Måløv
Sogn?
Ved flere lejligheder, senest ved
årsmødet 2002, har bylaugsmedlemmer foreslået at vi forsøger at få
samme postnummer i hele sognet.
Bestyrelsen har nu skrevet til rette
vedkommende: Post Danmarks områdedirektør Mogens Jørgensen. Vi
argumenterer med at der nu (på Søndergård) kommer så mange nye veje hvor
der skal tages stilling til postnummer, og at det er en oplagt anledning til
at få samlet hele sognet under et postnummer, nemlig 2760 Måløv.
Der er blandt andet jævnligt
problemer med husstandsomdelt materiale som ikke omdeles i den del af
Måløv der har 2750 Ballerup. Men det primære er at et fælles postnummer
vil bidrage til opfattelsen af Måløv Sogn som en naturlig enhed.
Vi venter svar fra Post Danmark inden
de første beboere flytter ind på Søndergård.
|